søndag den 31. december 2017

Godt nytår derude :)

Kære skønne læsere. 
Tak fordi i læste med i år og fulgte med fra vinduet ind til min lille verden her i blogville. 

2017 har været et år der på mange måder har været langt at komme igennem. 

Først og fremmest pga vores Vandskade. Der heldigvis er slut nu. Huset er smukt som aldrig før men det har kostet blod sved og tårer at komme så langt! 

Så døde verdens skønneste og mest positive blogger. Søde Mette (og hendes lille familie) har været i mine tanker mange mange gange i løbet af de sidste måneder. Jeg savner hende. 

Derudover har arbejdet fyldt meget. For meget til tider og lige tilpas til andre tider. 

Men helidgvis har der været masser af gode timer dage og uger med min allerskønneste familie. Mine yndlingsmennesker. Dem jeg elsker allerhøjest som betyder allermest for mig. 

Mit eneste ønske for 2018 er tid. Tid til 
Løb
Yoga 
Strik 
Og sidst men ikke mindst F A M I L I E T I D

Godt nytår derude! Kh S. 

lørdag den 30. december 2017

Lidt om alt det en beboelsesvogn faktisk kan rumme...

Jeg er ved at tømme vores lille beboelsesvogn. Den er jo kun 40 kvm og jeg gik nok og tænkte det kan ikke tage mange minutter at tømme den formidleres habengut. For SÅ meget plads er der jo heller ikke i den bette vogn.

Jeg tog fej. Så gruelig fejl. 

For.der.kan.være.meget.i.vognen.... rætti rætti meget. 

Så Idag har jeg tømt de første to værelser for tøj og diverse legesager. Jeg har sorteret i tøjet så noget af det kommer ikke tilbage i huset. Jeg har båret tøj, håndklæder, lagner og sengetøj over. Jeg mangler stadig at tømme hele køkkenet. Og det sidste værelse.

Imens har manden sammen med søde nabo I samlet skabe og køkken så jeg nu kan tømme vogn direkte ind i klædeskabe. Herligt! 

Så alt i alt går det meget godt. Ferien er bare alt for kort. For når vi er færdige med huset og vognen er blevet hentet så er ferien slut... gost jeg om nogle uger har vinterferie ;) 





onsdag den 27. december 2017

Lidt om at komme hjem...

Idag er en mega stor dag. 

Efter næsten tre måneder i vognen indvier vi huset og sover her igen. Manner jeg glæder mig til min helt egen seng 


God nat derude!! 

tirsdag den 26. december 2017

Lidt om at teste... og lidt om julen



Jeg tester lige en ny app der gerne skulle få mig til at blogge fra tlf igen. 

Nå men jule har været ok. Det har været noget mere hektisk end hvad vi har været vandt til. Vi plejer jo bare at være hjemme men i år har vi i den grad været rundt og omkring - nok også for meget ifht det erklærede feriemål var langsommelighed. 

Vi har besøgt min far og spist gås 1. Juledag. Vi har besøgt mandens søster og familie på vej til Jylland og spist julemiddag der den 22.12.  Så har vi været hos mine forældre juleaften og her er vi så stadig. Vi kører hjem i morgen. Efter nogle dage hvor poderne har haft ualmindelig svært ved at falde i søvn alene (jeg er træt af at sidde hos dem indtil kl 21 hvor deres små trætte kroppe endelig har overgivet sig til søvnen) bliver det virkelig godt at komme hjem til struktur og kendte lyde... for her i huset er der virkelig mange ukendte lyde som de ikke kan falde i søvn til. 

Hjemme venter tre fire dage med at pakke ud og gøre rent. For huset skal pakkes ud igen og husvognen skal pakkes ned igen. Både vogn og hus skal gøres rent og så er der lige et nytår der på en eller anden måde skal markeres. Jeg tror det bliver noget med at sove ind i det nye år. Det er det jeg allermest har lyst til. Jeg orker ik festivitas ell lign lige nu. Sådan er der i år. 

Jeg håber nu din jul har været fin. Og som du gar ønsket dig det. Og slet ikke så hektisk som min. Bare god og hyggelig :)








onsdag den 20. december 2017

Lidt om at lande - julespecial :)

Så nåede jeg endelig (!!) onsdag aften. Gaverne er købt, den sidste arbejds-mail sendt, poderne sover og jeg er træt. Træt helt ind til knoglerne.

Det er lang tid siden jeg har været så træt. December har været lang, og hård at komme igennem. Men nu er det ferietid. Næsten 14 dage hvor vi kun skal fokusere på huset og at hygge. For hygge det skal vi. Jeg skal strikke, spise lækker mad, løbe lange ture og sidst men ikke mindst være sammen med alle mine yndlingsmennesker.

Jeg er klar. Klar til at holde fri.

I morgen er den første feriedag. Vi skal slappe af, og lægge legetøj på plads i huset, så småt begynde at tømme kælder og sætte ting på plads. I morgen aften vil jeg pakke gaver ind, og se Love Actually imens. Det skal jeg. For ellers bliver det ikke jul :)

Hvad jeg ellers skal ved jeg ikke. Sikkert strikke en del runder, se julekalender og en film med pigerne. Og være l a n g s o m sammen med pigerne.


søndag den 17. december 2017

Lidt om vandskaden - del 13: det sidste finish...

Størstedelen af håndværkerne er rykket ud af huset igen - og manden min er rykket ind - for der er et køkken der skal sættes op, og nogle skyggelister monteres, nogle steder skal der males, mens der skal ryddes op og gøres rent andre steder.

Vi nærmer os med andre ord den magiske dag hvor vi igen kan flytte ind i huset, som ser helt og aldeles anderledes ud end da vi forlod det for 10 uger siden. Det har været ti lange, opslidende men også hyggelige og anderledes uger. Nogle uger som har bragt os tættere sammen som familie, men også nogle uger der har udfordret os på mange forskellige måder. Det jeg selv har været mest udfordret af at jeg har manglet plads til at kunne trække mig væk, og fx dyrke yoga, eller bare være et andet sted end resten af min skønne lille (nogen gange larmende) familie. Beboelsesvognen er sagt op, og vi glæder os allerede nu til den 2. januar hvor nogen henter vognen. Heldigvis har vi fri, så vi kan se hvordan de henter, læsser, og transporterer vognen væk. Det bliver stort!

Den her weekend går med at vi indretter os lidt i huset (vi når hvad vi når, og alt det vi ikke når, når vi i juleferien...).

Vi har lovet Tiller at hendes værelse er det første som bliver helt færdig og fyldt med møbler og (dele af) hendes ting. Jeg er sikker på vi fylder op med kritisk blik og indretter et legetøjsdepot i kælderen, et sted man kan hente nyt/gammelt legetøj, hvis man bytter - og lægger noget andet derned. For hvis der er noget vi har lært mens vi har boet her i vognen er at lidt er virkelig godt. Med samme omhu og blik for "lidt er godt" vil jeg fylde skabe og skuffer i køkkenet, og kun lægge ting tilbage som jeg virkelig bruger. Resten kommer i kasser og bliver gemt for en stund, så kan jeg vurdere om jeg mangler det - og hvis ikke, så ryger både tøj, køkkensager og legetøj til genbrug eller bliver solgt på den blå avis.

Så mens de sidste weekender primært gik med at slå tiden ihjel, går denne weekend med at arbejde i huset, og nyde de nye varme gulvarme lækre gulve :) og resten af det nye hus forstås!

fredag den 15. december 2017

Lidt om mine ønsker for 2018...

Jeg skrev jo for leden at jeg er ved at være i refleksions-mode, tanker kommer og går - og jeg tror det er et naturligt og vigtigt sted at være, når mørket sænker sig her i december.

Jeg læste et indlæg i min fb-feed her den anden dag om at man i gamle dage havde syssel tid om vinteren. Man lukkede lidt ned, og brugte tiden på at lade op, tempoet dalede, for at lade batterierne op igen til forår og sommer med et højere aktivitetsniveau... Det slog mig at jeg om vinteren (mest pga min undervisning) har død travlt på arbejde. Der er ting jeg skal nå - fx forberede mig, planlægge kursusindhold og læse op på stoffet for at kunne levere ordentlig undervisning.

Nu er undervisningen afsluttet for en stund, og jeg har først igen "rigtig" ansvar når jeg skal have mine studerende op til eksamen i begyndelsen af det nye år. Og det er et "nyt år" lige om lidt. Og jeg glæder mig. Jeg synes 2017 er godt og grundig brugt, og jeg trænger til at tage hul på 365 nye dage i et nyt år...

Jeg glæder mig til et år der på hjemmefronten forhåbentlig kommer til at bære præg af en vis ro, og glæde over et helt nyt hus. Jeg glæder mig til at jeg ikke skal tage stilling til gulvfliser, stikkontakter, håndtag, og det sidste finish. Jeg glæder mig til at jeg kan nyde mit hus, min have og planlægge lidt på den, så det er mit næste projekt - et grønt have projekt, med masser af lyst til at planlægge og udføre, grave, nusse, klippe, gøde, og få i stand - så det bliver mere vores have, som nu også huset er blevet "mere vores hus" efter renoveringen de sidste måneder.

Jeg glæder mig til et år med arbejdsmæssige udfordringer - jeg skal tage pædagogikum, og jeg glæder mig til selv at være elev igen. Jeg elsker jo at undervise, og glæder mig til og ser frem til alle de nye input jeg (forhåbentlig) får i løbet af det år jeg selv er elev igen. Jeg glæder mig til fordybelsen, og til at reflektere over egen praksis.

Jeg glæder mig til at få gang i min yogapraksis igen - glæder mig til at der er plads til at udfolde mig på yogamåtten for hvis der er noget der ikke har været i beboelsesvognen, så er det plads til yoga. Jeg regner med at jeg kickstarter mit 2018 med 21-dages yogaboost, og så ellers gå all in på yin yoga; vinyasa og hatha. Tre yogastilarter der virkelig har en særlig plads i mit hjerte.

Jeg glæder mig til generelt mere overskud - og et af mine planlagte mål i 2018 er at få fyldt overskudskontoen helt op. Jeg skal holde vinterferie, påskeferie og naturligvis 4 ugers sommerferie. Men mellem ferierne og mellem weekenderne skal jeg have en hverdag der fungerer - som ikke slider mig op arbejdsmæssigt eller på hjemmefronten.

Så med de gode lys-punkter kan 2018 egentlig bare komme an - jeg er mere end almindelig klar :)

torsdag den 14. december 2017

Lidt om når ting går op i en højere enhed...

Min sensommer gik op i at skrive ansøgninger til nye projekter - sådan er det af og til på mit arbejde. Så må der knokles igennem, når nogen står og har en åben pose penge, man kan kaste ansøgninger efter og håbe det bedste - og håbe man er heldig!

Jeg har været heldig - jeg har for første gang fået min "egen pose penge" og jeg skal være projektleder de næste 2½ år. Det er vildt og helt fantastisk. Det giver street-cred i de kredse jeg kommer arbejdsmæssigt. Det er som at have en stjerne på skulderen :)

Jeg vidste vores ansøgning blev behandlet i mandags - og det er lang tid siden jeg har været så lidt tilstede i nuet, for tankerne har været alle mulige andre steder. Primært i min indbakke - for jeg skulle lige tjekke om der kom et svar :) og i tirsdags, da jeg mindst ventede på et mailsvar tikkede der en mail ind i min indbakke. Vi har valgt at støtte jeres projekt. Aldrig har jeg været så glad for en mail :) med mailen har roen også indfundet sig (igen).

Jeg afsluttede et sandt undervisnings-ræs igår, og kan nu endelig se juleferien stå og vinke til mig i horisonten. Jeg mangler godtnok stadig næsten alle julegaver - men pyt (og aldrig har jeg kunnet sige pyt med større ro i ordet). Jeg skal nok nå det. Jeg ved hvad poderne skal have i julegave, så mon ikke jeg kan tage mandag formiddag fri og ordne den slags.

 

mandag den 11. december 2017

Lidt om fredagsfjollerier, og julefrokost på jobsi...

I fredags var der julefrokost på arbejde. Det var smadder hyggeligt, særligt fordi jeg havde sagt ja til at være med i vores julerevy. Så i al travlheden på arbejde, med undervisning og projekter, vandskaden hjemme (som jo heldigvis snart er over and out) var julerevyen og sketchene en kærkommen pause fra alt det det der ellers fylder.

Fredag holdt min hjerne fri - og det har den stort set gjort lige siden. En pause, som var vigtigere end jeg umiddelbart troede da jeg sagde ja til at være med i oktober.

Julerevyen er en god ventil for alle de tåbeligheder centraladministrationen (og staten) finder på...

fx. at man kun får refusion når man har dokumenteret at man faktisk har været på konference, så derfor skal man tage en kopi af programmet, hvor man er nævnt (eller vedlægge den mail man får når man får godkendt sit abstract...) - det system kalder på sketches...
Eller når en ønsket sammenflytning mellem arbejdspladsens tre matrikler ikke kan blive til noget fordi statens bygherre er uduelig, og den mulighed der bød sig ville ødelægge mere end det gavnede... resultat: ingen sammenflytning - det kalder på sketches
Eller når der er tilpasningsrunde på tilpasningsrunde og man gennem sketches får afreageret på den ene eller anden åndsvaghed, når administrative opgaver drypper ned på "det arbejdende folk" pga de seneste tilpasningsrunder...

Der var god musik, utrolig lækker mad, og skønne kollegas som jeg fik vendt verdenssituationen med. Så ønsker jeg mig faktisk ikke mere.

Men det det her fredagsfjolleri på scenen og fuldstændig andet fokus end arbejde også har bidraget til er at min sociale konto er fyldt lidt mere igen, og det er nok også meget godt :)

lørdag den 9. december 2017

Lidt om tanker om 2017...

Jeg kan mærke, at batterierne er i bund. Jeg er ved at være afladet, året går på held, og på en eller anden måde er jeg kommet lidt i refleksionsmode. Huset er næsten færdigt, og vi venter i spænding på om dte lykkes VVS'eren at tilslutte hele varmestystemet igen og vi dermed kan returnere til huset.

Jeg tør næsten ikke at tro på at vandskaden med udgangen af året er forbi. Der er naturligvis få ting, der skal på plads - som fx en bordplade til køkkenet. Eller i det hele taget at installere køkkenet. Det er jeg sikker på manden også lige klarer.

2017 har om noget været et år der har budt på mange omvæltninger, kaos i perioder, og et år der har stået i travlhedens tegn. Når der er pres på hjemmefronten (aka vandskaden), skal der ikke meget rod til før glasset går fra helt fyldt, til halv tomt til næsten tomt.

# arbejdsmæssigt var vinteren hård at komme igennem, jeg havde et kursus der trak tænder ud. Jeg havde afsindig meget at se til... Sådan er det en gang imellem, jeg ved min arbejdsbelastning svinger med max knald på de mørke måneder fra oktober til februar... Ikke top optimal timing når energien svinder sammen med at lyset bliver mindre... Oven i denne vinter var en række aftenmøder, og nyt projektopstart som også var på tapetet.
# vandskademæssigt er det klarest noget af det mest opslidende jeg har prøvet - det er især de uduelige håndværkere jeg fik nok af; forsikringen er i en hel liga for sig - og deres langsommelighed har ihvertfald lagt 3 måneder oven i vandskaden. Det skal man ikke tænke for meget over, for så bliver jeg virkelig virkelig træt...
# skolemæssigt er vi stadig udfordret på flere fronter. Noget som ikke har fyldt meget her, men som fylder meget IRL.


Men ikke kun det opslidende har fyldt her på bloggen, jeg har skrevet virkelig mange indlæg om taknemmelighed, om yoga og om alle de skønne oplevelser jeg har haft med min dejlige lille familie.

Der var
# mini-sfo og skolestart for Tiller og Tuller
# en herlig ferie til Småland, som fortsat har så mange gode ferieoplevelser til os
# masser af gode oplevelser i haven, og en trampolin vi gravede ned (ok, ikke trampolinen, men et hul til selvsamme trampo)
# en bro der skulle løbes over
# en november der skulle nydes
og
# en mand der skulle elskes.

Så på den måde bliver 2017 det år hvor jeg i bloggens efterhånden 5½ årige levetid har skrevet de fleste indlæg (158 inkl dette) - og hvor der virkelig har været gang i den på mange forskellige måder.

mandag den 4. december 2017

Lidt om hver vores værelse, eller at sove sammen...

Vores tid her i beboelsesvognen synger på sidste vers... vi har gang i den næst-sidste weekend, pigerne har hentet barbie huset ind fra kælderen, så de leger med bamser i barbie-huset, mens Storemusen sidder og slapper af foran ipad'den og ser fjernsyn. Jeg har støvsuget vores 40 kvm og skal lige også ordne toilettet for så kan jeg komme ud og løbe en tur - jeg trænger.

Pigerne er alle flyttet ind i soveværelset - mens manden er flyttet ud og rykket ind på "eneværelse". Storemusen rykkede ind til Tiller og jeg engang i sidste uge - og hun har allerede selv konstateret jeg sover meget bedre når jeg kan høre nogle andre sove ... størstedelen af sit liv har Storemusen sovet sammen med "nogen". De første 2 år sammen med os manden og jeg - så flyttede hun en kort periode ud af soveværelset og ind på sit eget værelse. Da Tiller og Tuller kom, flyttede hun ind til os igen, for manden og jeg synes ikke hun som den eneste ikke skulle være en del af "flokken". Så hun sov ved siden af manden på en madras på gulvet. På et eller andet tidspunkt rykkede hun over i eget værelse igen - men så flyttede vi fra Byen til den idylleriske forstad, hvor der kun var to soveværelser - det mest naturlige var derfor - at alle piger delte værelse. Det gjorde de i de godt fire år vi boede der - og så flyttede vi til byen ved sundet. Og alle fik deres eget værelse. Det gik ok, men krævede en del tilvending.

For at gøre en lang historie kort, så gik der jo ikke lang tid her i huset - ca. ½ år, så havde vi en bette vandskade, og Storemusens og Tillers værelse blev ryddet pga vand. Tiller flyttede ind til manden og jeg, Storemusen ind til Tuller; og så sov alle poder igen sammen med "nogen".

Så kom beboelsesvognen - fire soveværelser fem mennesker - så fik Storemusen og Tuller deres eget værelse igen. Efter eget ønske faktisk. Tiller ville bare helst blive ved med at sove inde hos os - så sådan blev det... Mange af mine nætter har siden hen været afbrudte af jeg er bange mor, jeg kan høre noget - og til sidst også - må jeg komme ind til jer?

Og nu har vi altså taget konsekvensen af det her natteroderi. Det har pigerne faktisk selv. Alle sover sammen, manden sover selv - og alle er glade, og pigerne har aftalt, at de vil have to legeværelser og et soveværelse, for med flokken sover man altså bedst ;)

søndag den 3. december 2017

Lidt om at nissen flytter ind...

Det har fyldt ret meget her i beboelsesvognen de sidste uger - mon nissen flytter ind eller, flytter han over i huset, eller flytter han slet og ret ikke ind?!? Fordi der hvor vi troede han boede, blev væg, værelse, mm. jo total ødelagt af først vandskade, så nogle skabe som stod foran nissens bo, og så til sidst af nogle vilde håndværkere, der rev gulv op, og senere lagde nyt. Det kan nok tage pippet af den mest hårdføre nisse. Og bekymret pigerne i ny og næ -

Så spændingen var stor her de sidste dage - kom nissen mon?!? Og ja, nissen flyttede ind - bedst efter devisen, nissen flytter altid med.

Nu har vi altså også en nisse boende - en nisse der hører julen til i vores bette familie. En nisse der kommer præcis den 1. december eller 1. søndag i advent, afhængig af hvilken begivenhed kommer først - og flytter ud igen sådan for alvor 2. juledag. Vores nisse har også en fætter, og det er drillenissen, for vores nisse er faktisk ret sød. Men det er fætteren så (overhovedet) ikke: han farver mælken, bytter rundt på indkøbslister og ønskesedler så poderne sidste år fik en dåse makrel, majonæse og remoulade i gaver, for nissen havde taget den forkerte seddel med sig.

Pigerne var glade i morges da de opdagede nissen var her i vognen. Så nu kan julen og december komme. Nissen er her - og alt er derfor som det plejer, og det skal det også i december og til jul, ik' sandt?!?

fredag den 1. december 2017

I december glæder jeg mig til...

Det' sørme, det' sandt - december - den dejligste måned i nissernes land :) endelig blev det december - og dermed har vi næsten 1 års jubilæum med vandskaden. Herligt ik?!

December herhjemme betyder travlhed på arbejde - da jeg virkelig underviser meget. December betyder julearrangementer - i år i musikskolen og med mødrene i 2.c. December betyder også i allerhøjeste grad hygge herhjemme, i vognen - med nisseri og en lille-bitte smule juleri - for der er virkelig ikke plads til meget.

I december er der i år særlig en ting jeg glæder mig til -
# at flytte ind i vores hus, og se at beboelsesvognen bliver hentet igen.

derudover er der kun få ting på decemberlisten
# at nissehygge med pigerne
# at få ro på krop og sind og holde stressens klamme hånd på gedigen afstand
# at være nænsom mod mig selv
# at fortsætte med at få så meget dagslys og solskin som jeg kan - og følge punkterne på min hvordan man sikrer sig en god november-liste.
# at strikke
# og nyde ferien, når den tid kommer.

November var god ved mig. Jeg har virkelig gjort mig umage at få det bedste ud af måneden, med masser af lys, løb og sol når den var der. Jeg havde ikke særlig travlt på arbejde (eller så prioriterede jeg at fyre en masse fleks af i november... for batterierne er tomme). Jeg har fået gang i egostrikken igen, men er ikke voldsom motiveret til at strikke, lysten er der ikke lige pt - men det går nu nok alligevel.

December kan egentlig bare komme an - jeg er klar - fordi jeg vil gøre mig ligeså meget umage med at få lige så meget ud af det svindende dagslys i december som jeg fik i november - og glæde mig til at der kun er 22 dage til at dagene atter bliver længere :)

Glædelig december derude!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...