December kom bare an...

Åh hvor jeg glæder mig til december - jeg er så klar til juleri og nisseri at jeg næsten ikke kan vente.

En egentlig december-liste med de dejlige ting der venter i december kommer først i starten af næste uge, hvor det endelig er den 1. december - men derfor kan man stadig godt glæde sig sådan i det hele taget til at det endelig bliver december.

Jeg har købt de første julegaver, og har en plan hvad pigerne ellers skal få af julemanden.

Det her er så skrevet igår aftes fra mobilos - jeg ved ikke hvad der er gået galt i udgivelsesdatoen (den 27.11.) men så'n kan det gå med den tekik ;)

Nissen flyttede ind i nat (natten til søndag, red) og havde en fin lille gave med til dem alle tre. Vi snakkede hvad den mon finder på af søde sager til os i år og hvor længe der er til jul.  Vi fik ikke pyntet op Idag. Generel lidt for langsommelig søndag med

Masser af strik, snak, kaffe og hygge - rigtig dejligt men jo ikke ligefrem fremmende for juleppyntning. Vi gør det i morgen har vi aftalt. 

En af de væsentligste grunde til jeg er klar til december er at jeg er ved at finde helt og holdent tilbage til mit gamle jeg. Det gamle jeg der var inden i mig da Vi kom hjem fra ferie i august. Efteråret har taget hårdt på mig - alt for meget arbejde og alt for mange dumme tanker om diverse ting jeg alligevel ikke kan gøre noget ved gjorde det ret hurtigt af med overskud og forvandlede det overskud jeg havde oparbejdet efter PhD forsvar osv til et rungende underskud. Novemer bød jo som bekendt på mindre arbejdstid... Altså har jeg brugt noget af den tid jeg arbejder mindre om ugen (32 timer that is) på at være sammen med mig selv og lade op. Det har gjort underværker. Jeg er glad - er mere mig selv - og mest af alt fuldstændig klar til december (ligesom sidste år). Jeg glæder mig til juleri og nisseri. Så december - kom bare an - jeg er klar :)

På søndag...

Flytter ham her ind.

Og jeg glæder mig virkelig virkelig meget :)

Strikke mor

Jeg mangler liiiige en lille bitte smule ribstrik og så jo monteringsarbejde af løse ender og vask og så er Storemusens ønske-trøje e n d e l i g færdig.

Næsten færdig harlekin sweater fra pickles.no

Hun har allerede lagt en ny bestilling hos strikkemor. En halsedisse i den blødeste silke-uld blanding. Jeg har fået stort set frie tøjler i forhold til design - så basisfarven blir lys grå med lyserøde striber i top og bund. Eftersom det bare er "ligeudstrik" på rundpinde - sansynligvis en pindstr 4 eller 4,5 regner jeg med at det blir en smal sag at strikke den "bestilling" færdig i løbet af den kommende weekend og starten af næste uge. 

Jeg er så glad for at pigerne sætter så stor pris på mor strik - det er strik fyldt med kærlighed og glæde og jeg tror på at det gør en forskel for den der har trøjen på. Samtidig løser det også min egen lille udfordring med at jeg ikke selv kan gå i al det strik som mit behov for at have noget på pindene medfører ... Her er min strikkeønskeliste:

- høstakken fra Pickles

- en hue 

- en ekstra nem raglan sweater

- en strikjakke også fra projecthandmade - design

- nogle andre trøjer fra Isabel Kraemer 

Og jeg kan jo ikke gå i alle de skønne sager - så jeg må strikke til andre ;) og når børnene så står i kø er det jo bare endnu mere dejligt! 

Tilbage til undervisningen

Jeg er begyndt at undervise igen. Det er både sjovt og udfordrende - det er ret lang tid siden jeg har undervist sådan for alvor på det kandidat kursus som nu er "mit" sammen med en rigtig god kollega. Vi er et godt team. Vi supplerer hinanden godt - udtænker gode øvelser sammen - - kan lidt forskellige ting og så er A lidt mere erfaren end mig. Han har pædagogikum - jeg skal tage det i løbet af det næste år. En rigtig god kombi spørger du mig :)

Jeg er blevet mere rolig i løbet af de sidste uger. For kroppen husker. Husker bedre end jeg umiddelbart havde troet. Da jeg for halvanden år siden måtte trække stikket for alvor skyldes det blandt andet undervisningens belastning (og pendleriet og lidt forskellige andre ting) og det huskede kroppen åbenbart. For jeg skal da lige love for at panikken var begyndt at indfinde sig ikke bare stille og roligt men for fulde gardiner i min krop igen (for nogle uger siden) Stakåndethed, svedeture, hjertebanken og alle de (stadig) lidt for velkendte symptomer på at der er noget der ikke er helt i balance. Så jeg snakkede kort med hende som jeg mediterer hos. Hun er som et anker man kan bruge - hun formår gang på gang at få en derhen  hvor man egentlig hører hjemme. Med ganske få sætninger. Forklarer roligt havd der sker i krop og sind - og vupti min verden blev hel igen. Hun gav mig en fin forståelse for hvad der var ved at ske i krop og sind - at min krop bare tænkte tilbage på sidste jeg underviste og satte automatpiloten til. Ikke særlig rart skal jeg hilse og sige. Den har jeg så heldigvis slået fra igen og jeg har selv overtaget styringen i min krop og sind :) og det føles dæleme godt!!

Den her uge har stået på ekskursioner - i vinter-wonder-land og Idag i gråt-i-gråt våd land. Nu må vi se hvor meget vi kan komme rundt og ud. Jeg tager det som det kommer -har masser af varmt tøj med og på - kaffe og te på kanden så er den i vinkel ;) 

Billedet er fra turen i mandags

Det bange barn

Da vi i søndags besluttede at fortælle Storemusen om hvad der var sket langt væk i Frankrig troede vi vi gjorde det rigtige. Det har vist sig at vi gjorde hende en bjørnetjeneste. For vores udgangspunkt havde været at vi hellere selv ville fortælle hende ultra ultra light-versionen om weekendens begivenheder end at hun opsnappede nyheder i radioen eller i skolen (for alle Storemusens veninder har store søskende.) - hun har opsnappet nyheder hist og pist - men ellers har vi egentlig kun opnået at gøre hende bange. Rigtig bange. Så bange at hun nu tror at de onde kommer ind i lejligheden og skyder hele familien. Og smutter igen. Jeg bad hende om at tegne hvad hun var bange for. Så hun tegnede en tegning og forklarede hvad der skete - og satte tal på begivenhedernes rækkefølge. Det går mig ked af det. Jeg og vi har nok overvurderet behovet for "det oplyste barn" som jeg skrev om den anden dag. 

Og nu - tja vi kan jo hverken gøre til eller fra. Vi kan ihvertfald ikke trække snakken tilbage. Sket er sket. Vi kan berolige. Skabe trygge rammer og rumme angsten og frygten. Så hun sover inde ved os. Hun putter og vi krammer alt hvad hun har behov for - netop for at give tryghed og kærlighed. Men inderst inde er jeg rigtig ked af at vi endte med at fortælle hende om det. For man kan jo ikke igang selv rumme ondskaben og konsekvenserne af Det der skete i Frankrig for en uge side.  Hvordan skal en næsten 7-årig så?! 

Det oplyste barn - eller ... det bange barn?

Manden og jeg havde hele weekenden tanker om hvorvidt vi skulle fortælle Storemusen om det grusomme der er sket i Paris fredag aften. Generelt skal det siges, at vi taler i koder når vi har læst om noget grimt eller sørgeligt - som fx Har du læst på DRs hjemmeside fornyligt? hvis man ikke har (hvilket jo er tilfældet, for ellers ville man jo selv har sagt selvsamme sætning til manden/konen) så ved man det er tid til lige at trække ind på toilettet og læse nyheder. Så er der sket et eller andet stort ude i verdenen, som små ører ikke skal involvers i sådan lige umiddelbart.

Sådan var det også i lørdags - har du læst nyheder her til morgen? Nej kunne halvdelen af familien svare - og selvsamme halvdel tjekkede straks nyhedsstrømmen for at se hvad der nu var sket ude i verden... Denne gang ramte nyhederne hårdere - spørgsmål som hvorfor, og pis-os' og en form for frygt spredte sig. For selvom mange siger, hvis man ændrer adfærd på grund af frygt så har "de onde" vundet - så må jeg sige, så er det svært at undlade i det hele taget at tænke lidt mere over de ting jeg gør og ikke gør!

Samtidig rejste spørgsmålet sig - skal vi fortælle Storemusen om hvad der er sket ude i verden?. Vi drøftede for og imod - men samtidig og det vægtede aller størst i argumentrækken - hun går i skole, hvor der er børn der har ældre søskende, så andre børn ved bestemt også hvad der skete i weekenden. Så vi besluttede at fortælle - en svær fortælling - om folk der har skudt andre - bare fordi. Og de endte med at skyde sig selv. Skal de så i fængsel, mor? Storemusen synes de var tarvelige - godt ord - t a r v e l i g for det er sådan en handling i bund og grund - foruden at den er så absolut meningsløst, og alt muligt andet... resultatet af vores hjemlige oplysningssnak var så også at Storemusen blev bange, rigtig bange, for hvad hvis de kommer her?! Hvad hvis - det er vel lige præcis det det hele handler om - hvad hvis.... Så prisen for oplysning var frygt, en frygt der her udmøntede sig i at jeg holdt hende i hånden da hun faldt i søvn, og nussede hende - for det burde bare ikke være nødvendigt at have sådanne snakke med børn...

Og der kom ro på sindet

Jeg elsker min mand - han er rummelig sød sjov og kærlig - at han samtidig også er pigernes far og endda den bedste af slagsen gør mig bare endnu gladere.

Så da jeg sidste uge (eller faktisk ugen før sidste uge)fortalte ham hvordan det stod til i sindet - eller rettere ikke stod til med overskud og det hele var ved at forvandle sig til en underskudsforretning snakkede vi om hvad der skulle til for at der igen kom overskud i forretningen "sindstilstand" - det gode ved mænd er jo at de tænker noget mere rationelt end det her føle-føle noget som vi kvinder (jeg) engang imellem kan få hang til.

Så da jeg en eller anden lørdag for nogle uger siden sagde - nu går jeg mig lige en tur - sagde manden, find lige ud af hvad der egentlig er årsagen til det her stresshalløj som du fedter rundt i. (ok fedter rundt i sagde han ikke - men budskabet var klart - find ud af hvad der stresser dig i hverdagen)... Først sagde jeg nej - jeg bruger mine gåture til noget andet - netop ikke at tænke. Men efter en lille halv times frisk luft, vendte tankerne alligevel tilbage til hvad det egentlig er der stresser mig og bliver ved med at spøge.

Lige så stille og roligt så jeg billedet for mig - det handler om mit mor-skab. Det handler om at mit arbejde og mit billede af hvilken slags mor jeg gerne vil være ikke harmonerer (altså det gør det langt hen ad vejen - men af og til ikke...). Så da jeg kom hjem - fortalte jeg nogenlunde det her: Skat, hvis jeg går ned i tid - og jeg faktisk kan tage hjem med god samvittighed og skifte mit konstante underksud på timer på arbejde til et mere overskud eller ihvertfald balancerende regnskab - så forsvinder alt det her underskud. For jeg kan 1) hente børn tidligere, 2) løbe/svømme før jeg henter børn, eller bruge anden mig-tid inden jeg henter børn - og lytte mere til mine behov - og få lidt stilletid hvis der er behov for det. Det letter jo så heller ikke kun min hverdag, men giver os alle (og manden) mere luft i hverdagen.

Min mand er som sagt handlingens mand - og sagde - ja, så gør du det. Og straks greb jeg til handling, og snakkede med æ chef om mit (vores) ønske - og bum fra 1.11. er jeg nu nede på 32 timer om ugen. Og jeg kan mærke det her er lykken. Lige pludselig halser jeg ikke efter mine 7½ timer - men kan gå når jeg har arbejdet 6½ timer. Og dét er fedt - så dejligt - og rart, og bum, med et kom der ro på sindet :)

I november vil jeg...

November plejer at være en måned der trækker hårde væksler på overskud og sager. For i november tager mørket virkelig fat - det går kun en vej og der er endnu langt til den 22 december hvor dagene endelig vender igen. 

Fik jeg sagt at november ikke er min yndlings måned?!? 

Så derfor er det ekstra vigtigt for mig at nyde det lys der er og bevæge mig og gøre ting jeg bliver glad af: Så i november vil jeg... 

- nyde solskinstimerne der forhåbentlig alligevel kommer 

- tage ud at løbe hen over frokost så jeg får bevæget mig i døgnets lyse timer. 

- tage farten ud af arbejdsdagen og nyde den første måned med 32t/ugen YAY!!! 

- strikke Storemusens ønskesweater færdig 

- læse lidt gode bøger 

- nyde weekenderne med min dejlige lille familie. 

- måske få lidt mere styr på vores boligsituation

- spise mindre sukker og mere sundt. 

I oktober var der en masse gode ting på tapetet. Så det blev den måned jeg havde ønsket mig :) Vi holdt en dejlig ferie og brugte nogle dage nede i det Sønderjyske sammen med min mor mens min far var å jaut på den anden side af sundet (Sverige that is) - vi fik udhulet et dejligt græskar - men det holdt ik så længe i år - så det har allerede forladt martriklen igen :( jeg fik startet på Storemusens trøje men blev langt fra færdig. Sådan kan det få når man strikker mønsterstrik - ting (mønsterstrik) tager lidt længere tid end jeg er vandt til men flot det blir den. Jeg trak i nødbremsen på arbejde og kommer lige så stille og roligt ned i gear igen og med i et arbejdstempo som er mere til at holde til. EU projektet blev afleveret. Nogenlunde til tiden - og jeg nyder weekenderne. Og aftenerne. og forsøger at komme i seng til ordentlig tid. Der er stadig lidt at arbejde med på det punkt - men det er også OK med mig ;) 

Så nu kan november bare komme an- må du byde på mange solskinstimer og meget lidt 50 afskygninger af grålige nuancer. For det trænger jeg ik liiiige til. Må din november bli god ved dig :) over and out herfra :)