Om surt barn og positiv pædagogik, eller noget

Jeg har for et stykke tid skrevet, at vi var meget udfordret med storemusen, at hun en gang imellem var så rasende, at det tilføjede vores hverdag lige rigelig krydderi... og at vi i den forbindelse besluttede at give hende lidt øhhh hvad kalder man det - speciel opmærksomhed, i form af teater forestilling (ok, det skulle vi også alligevel have gjort, selvom det ikke var tænkt som speciel opmærksomhed...) men i det hele taget har vi virkelig arbejdet med at beholde de positive briller på i vores tilgang til et styk rasende barn. Og hvad så tænker du sikkert nu. Har det givet pote, hva' så, hva' så, hva' så... Jeps!!! det.har.det!! I får den lige igen - JA! det har givet pote.

Vi har f***** fået et mere afbalanceret barn!! Phew, det holdt godtnok hårdt, men det lykkedes - sådan da (og her ser vi lige bort fra den times skrigeri og raseri vi havde i går morges og i forgårs aftes), men i det store billede - og med den brede pensel, har vi nu et barn der hviler mere i sig selv, og det har gjort hverdagen lettere for alle involverede, store som små, unge som gamle!!
Så tænker du måske, hvad har de da gjort så markant anderledes - har de bare råbt og skreget af deres barn tidligere?! Nej - det har vi ikke - jeg tror helt grundlæggende ikke på at opdragelse gennem råberi er noget der batter. Men den største forskel er nok, at vi er stoppet med at tælle - dvs. hvis der var noget storemusen skulle stoppe/skulle gøre  - sagde vi noget i stil med - at stoppe med/gøre XXX fordi det gør zzz ked af det/sur/eller vi skal afsted eller noget - og så noget med en chance - og 1 - 2 - 3 og så tog vi en lille pause sammen inde på værelset med hende. Hvor vi så snakkede lidt om hvad der var sket. Og så gik vi ligesom sammen ud i stuen igen, for så var vi gode/ikke sure mere og så videre... ændringen er egentlig bare - nu fortæller vi hende den bette prut, at hov, når du fx ikke lytter og jeg beder dig om at tage tøj på - så er jeg på vej til at blive sur... Så vi også er mere opmærksomme på hvad der sker inde i os, inden vi når til at tælle, og hun kan nå at gøre som vi siger (børste tænder, tage sin tallerken med ud i køknet, tage tøj på - altså de 'strukturerede' situationer, hvor vi mener det er os der bestemmer.) inden situationen ender med - sidste chance 1 - 2- 3... Og det er ret fedt. Det kræver lidt mere af en selv, og at man ser lidt frem, og har god kontakt med sin egen fornemmelse for hvor situationen er på vej hen, men umiddelbart gør det også at man selv lige stopper op, og beholder de positive briller på... Samtidig giver det også bette musen mulighed for at sige - og forklare sig selv, og os andre hvad hun lige vil gøre færdig, eller har gang i - så vi på den måde løser 'problemet' i en snak eller forhandling. Og det virker - sådan lige nu ihvertfald - her i huset ;)