fredag den 24. marts 2017

Lidt om weekenden der kommer...

Manner jeg glæder mig til den her weekend.

Udsigt til sol - lune temperaturer, og en have, hvor jeg virkelig er begyndt at se alle muligheder for at få styret min grave og entreprenør lyst gør jeg næsten ikke kan vente til at få spaden i jorden (jeg forudser lidt ømhed i kontor-armene, ditto ryg og hænder på mandag...)

Jeg trænger sådan til at begynde at gøre haven til vores egen - jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, men samtidig ved jeg også det er død vigtigt med en lille bitte struktur over hvor vi starter, hvad der er vigtigst, og hvad der vil give mest mening i at rode op i først.

Og det er forhaven. Udsigten til endnu en sommer med en ca. 2 meter bred "bed-agtig" forhave (læs: et ukudsthelvede uden lige) som skal passes så den ikke er vejens grimmeste og mest uplejede forhave - motiverer mig virkelig til at gøre alvor af at så græs i hele molevitten, og grave fire større buske op NU! Jeg skal bare lige ha manden med på ideen.

En anden slags ting der skal graves op er to kæmpe buske - så der kan gøres plads til en trampolin - for det er der pt. slet ikke plads til i haven for alle bedene, som er placeret mange forskellige steder midt i græsplænen eksempelvis. Sagde jeg pensionisthave?

Samtidig skal jeg finde et sted jeg kan placere nogen af de ca 100 tulipaner og andre løgplanter, der skyder op i alle bedene, hvor det bliver ved jeg endnu ik, for der er mange - løgplanter that is -, og bedene skal reduceres - massivt. Så hvor skal jeg putte dem hen? Gode forslag modtages med kyshånd - kan tulipaner fx gro sammen med roser? Kan de stå i mit staudebede, som jeg så gerne vil udbygge og etablere noget mere i?

Så hvis der er nogen af jer kære læsere der mangler buske i jeres haver og ikke lige bor over på den anden side af æ store vand, så kan man godt komme forbi og hente lidt forskelligt i byen ved sundet. (det må man godt alligevel, men jeg tænker det er lidt langt at køre...) Det eneste man måske skal være indstillet på, er at grave det op selv, og ellers kommer man langt med nogle plader god chokolade, og en flaske vino :)

onsdag den 22. marts 2017

Lidt om to næsten seksårige og tanker om tid...

Mine to små trunter der jo slet ikke er så små længere udvikler sig med rasende fart for tiden.

Lige om lidt er det sidste dag i den nye børnehave som jo på ingen måde er ny mere. De stortrives og har om nogen haft godt af et skifte væk fra gammel børnehave. Jeg var til møde i børnehaven idag, om overleveringen til skolen. Ud over deres udtale halter (det arbejder vi på på højtryk sammen med tale hørelæreren) så var beskeden, vi ville ønske vi havde haft dem lidt længere. For søren en dejlig besked at få. Svaret kom også lige fra hjertet - jeg ville ønske vi var flyttet tidligere - og havde haft dem hos jer noget længere.

Vi var glade for den gamle børnehave - men havde en række udfordringer, som kun er blevet tydeligere ved at prøve noget andet. Og det har været sundt for pigerne at komme væk fra vandte omgivelser til noget nyt, anderledes med nye og andre krav, og sån...

Så hvis vi kunne, så ville vi gerne have været der længere - men det kan vi ikke, og det skal vi ikke...

De er i den grad klar til nye udfordringer og er meget optaget af at ligne skolepiger. Ganske ofte spørger de to. Ligner jeg en skolepige nu mor? De glæder sig til at hoppe ud ad vinduet (det gør man når man er færdig i vores børner), glæder sig til at starte i mini-sfo 1.maj og få deres skoletasker. De er købt, og venter nu bare på at blive taget i brug (først til august, dog - men anywho, de glæder sig stadig)...

De har fået nye tænder, rokkertænder så det basker, og er ved at vokse ud over børnehavens rammer. Der bliver stillet større og større krav til dem om selv at finde ud af hvilket tøj man skal have på for at kunne holde varmen når man leger ude, at sige til når man er sulten og bede om en bid brød, om at sige til og fra og mærke efter hvad man har lyst til... Lige som det skal være når man fylder seks om mindre end en måned, og skal starte i mini-sfo.

Det er vildt - tænk de er næsten seks, det er seks år siden, jeg vraltede rundt med 2* 2600g baby i maven, det er seks år siden jeg kæmpede mig gennem de sidste  uger af min graviditet velvidende at det var sidste gang jeg skulle prøve den slags, så jeg sørgede også for at nyde maven, babyernes bevægelser i maven og alt det der...


Tid er en sjov størrelse. Den går hurtig, og alligevel langsom, den løber og sniger sig afsted. Minderne gør, man føler noget slet ikke er så lang tid siden som det egentlig er. Minder om byture og musik fx - minder om gymnasiet, studenterfester - det er 20 år siden. Om lige så lang tid, er jeg tres - den tanke gemmer jeg langt væk, for af og til føles de tyve år som igår, dvs. at tres er i morgen, so to speak. GISP.

Om mindre end en måned fylder mine to dejlige piger 6 år. Og dét bliver en fest :) for manner de glæder sig :)

tirsdag den 21. marts 2017

Lidt om det med at have haft stress...

Jeg læste et indlæg over hos søde Malin idag - det kom dumpende i min feed ligesom jeg igår havde tænkt lidt på, det med at have været stress syg. Så i stedet for at skrive (endnu) mere i kommentarfeltet kommer her lidt af de tanker jeg gjorde mig igår om det med at have haft stress...

For efterhånden fire år siden (ret præcist faktisk) blev jeg sygemeldt med stress. Jeg havde i julen opdaget at jeg havde hjertebanken, lunten blev kortere og kortere - og jeg var virkelig dybt involveret i den uddannelse jeg underviste på i sin tid i provinsen. Jeg pendlede hver dag fra den Idylleriske forstad til Provinsen (Odense) - transporttiden var på 2½ time h v e r vej. Nye fag skulle oprettes, og jeg skulle læse op på noget meget gammelt fag-stof, jeg havde haft om på bacheloren. Jeg havde minus overskud. Kunne ikke holde fri med mine børn, uden at jeg virkelig blev udfordret af alle de uforudsete ting der kunne ske ude når man havde tre børn på under fire hjemme. Når jeg skriver det her nu, tænker jeg bare - det er sørme klart at jeg fik stressens klamme hånd at føle. Indlæggene, underskuddet, tankerne og hele den lange vej tilbage kan du læse om her. Der er mange indlæg, så du skal scrolle helt tilbage for at komme hen til vinteren og foråret 2014... Men pointen er - da det gik op for mig hvor slemt det stod til, var bægeret løbet over, og det havde været fyldt i lang, lang tid allerede. Og vejen tilbage var tilsvarende lang og sej, og kostede mange tårer...

Stress er på mange måder utrolig tabubelagt. Det er jo ikke fordi man går ud og fortæller om hvordan man har haft det og så'n. Da jeg skiftede arbejde i 2014 var det meget vigtigt for mig at i n g e n skulle vide at jeg havde haft stress. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg er åben om det, og fortæller hvis nogen spørger - men siger også - at der er en grund til jeg er på nedsat tid, så jeg kan prioriterer motion, mig-tid men også min mor-rolle.

På den gode side af at have været ned med stress har jeg virkelig lært min krop at kende, jeg kender signalerne, jeg ved hvornår jeg skal skrue ned for arbejdspresset, jeg kender mine prioriteringer og jeg prioriterer (det har i kunnet læse om her i januar og februar i år). Jeg øver mig fortsat i at sige nej - og jeg sagde det faktisk meget tydeligt på arbejde den anden dag, og blev helt flov bagefter. Så flov jeg lige var ved at trække i land igen. For tænk hvad de andre tænker hvis jeg siger sådan - tænkte jeg. Men jeg holdt (heldigvis) fast i mit nej.

Modsat altså på den negative liste er der helt klart angsten for at blive syg igen:
... Når jeg har travlt er det første jeg tænker, er det nu, er det nu, er det nu jeg bliver syg igen??? Jeg har lovet mig selv og manden at jeg vil gøre mit bedste for ikke at blive syg igen. Men angsten for at blive det er der virkelig stadig. Og det er den angst jeg er meget træt af, og jeg virkelig gerne vil være foruden
...  Jeg kan ikke klare så meget som før. Jeg har meget mere brug for at passe og pleje mig selv, for at kunne holde stress symptomerne i skak (eller væk). Jeg prioriterer pauser, hjemmearbejdsdage, og arbejder med at jeg ikek har travlt i de aktiviteter jeg skal nå... jeg skal liiiiige nå at støvsuge (kan i se det for jer, hvor hurtigt man skal støvsuge) for så at vaske tøj, og hænge det op ... og --- og... så jeg forsøger at huske det med pauserne også i weekenderne hvor jeg bare sidder og strikker, lader rod være rod, og ikke laver noget andet end at fokusere på mig selv.
... Jeg er bange for min hjerne koger over igen. I den periode hvor jeg havde det værst, havde jeg ofte en ud af kroppen oplevlse. Jeg kunne stå ved siden af mig selv, se på mig og sige, det her er ikke mig. Min hjerne kogte, tankerne var der hele tiden, jeg kunne ikke huske - og jeg havde det som om min hjerne flød i vand og blobbede rundt oppe i hovedet - men mest af alt fungerede den ikke ordentligt. Det gør den heldigvis igen, men der er ting jeg har sværere ved at huske, og det er der jeg aldrig skal ud igen. A L D R I G!! Det var virkelig ubehageligt!

:)


mandag den 20. marts 2017

Lidt om vandskaden, del 5: Status og lappede huller

Vi var ude at spise i lørdags - på den lokale kineser - hvorfor?! For at fejre, at vi nu har stoppet alle huller i huset, og intet vand længere løber steder hvor det ikke skal løbe mere...

Og det skulle virkelig fejres.

For i fredags lykkedes det faktisk at lave endu en ikke-aftalt aftale med VVS'er om at de skulle komme og lappe hullet under køkkenet - og det lykkedes dem. Syvende gang er lykkens gang eller nåwed. Men hvorom alting er, nu drypper det ikke længere nogen steder i huset - og vi ved det fordi - Vandmåleren står bomstille, når alle haner er lukkede :) og det er jo virkelig fantastisk.

Og det skulle fejres.

Venlige (?) VVS skulle også lige lappe et eller to ekstrahuller som de gode håndværkere havde lavet, da de var ifærd med at brække bryggers op (det var han rimelig knotten over, sådan at skulle lappe andres huller - på den ukonstruktive råbe og skrige måde - men han fik lappet hullerne, alligevel).

Så nu har vi også fået delvist nye rør i bryggers - man skal bare ha sine håndværkere til at ødelægge gamle rør for at få nye - jeg kom hjem mid i da det skete - og de var absolut ikke stolte af deres arbejde - men som de sagde og viste mig: rørerne ligger jo helt håbløst herude... Så nu har vi delvist nye rør i bryggers :) 

Så status er nu..

Huller i vandrør: 2 1 0
Huller lappet: 0 2 4
Nye huller konstateret: 1, ingen endnu
Affugter igang i kælder: 1
Midlertidig gulv etableret: 3 4
Affugter der kører (i alt): 2
Skabe der står lidt ud i køkkenet: 3 2
El-radiatorer der kører: 2 0
Fyr flyttet: 0
Bryggers brudt op: 0 1
Uger gået siden vandskaden blev meldt: 6 11

Derudover er der sket
Vaskemaskine flyttet: 1
Aftale om bryggers-opbrydning: 1

Og nu gør vi os tanker om
Genopbygning af køkken, bryggers og værelser -

så der er lys for enden af tunellen; og dét er lækkert, virkelig lækkert!!

Over and out herfra :) 




.

søndag den 19. marts 2017

Lidt om strikkeri og strikkeprojekter...

Jeg er begyndt at strikke sokker. Og jeg elsker det... Det havde jeg aldrig troet, men her er i punktform hvorfor jeg elsker det med sokkestrik:

# sokkestrik er overskueligt, det går hurtigt, og rundt og rundt - og det med rundt og rundt er sundt (og det rimer) - det er lige der det meditative kommer ind i strikkeriet igen. For det var jeg kommet lidt væk fra. Jeg elsker nemlig også mønsterstrik, og jeg har gang i den fineste jakke med bladmønster på ryggen. Den bliver super smuk, men kræver lidt kontinuerlig koncentration - og lige det har jeg svært ved at mønstre for tiden. Eller jeg orker ikke at finde den kontinuerlige koncentration frem når jeg strikker. Så derfor er sokker gode :)

# sokkestrik er på små, firkantede rundpinde - og det er især det firkantede jeg er blevet svært glad for, før var alle de (få) strømpepinde jeg havde runde. Og de smuttede for mig - h e l e tiden - og det er pisse irriterende for at sige det lige ud. Så irriterende, at jeg faktisk ikke gad det med ærmer. Så faldt jeg over firkantede strømpepinde. Og de er gode. de smutter ikke. De blir i hånden, og der ligger de drøn godt! Så nu gider jeg både ærmer og sokker :)

# og den vigtigste grund. Min farmor strikkede sokker. De pæneste sokker. Men min farmor døde i sommers, senil dement og slet ikke som jeg kender og vil huske hende. Så derfor er der i sokkestrik et vedvarende minde om min farmor. Og jeg har en ambition om at bli ligeså god som hende til det med sokker :) for hendes sokker var så pæne, og strikket med kærlighed på pindene - og det - lige det med kærlighed, er der også i mine sokker... mine er også pæne, men hælen, den arbejder jeg stadig på at få heeeelt ligeså pæn som min farmor kunne med hendes sokker :)


fredag den 17. marts 2017

Lidt om marts der løber...

Tænk vi er allerede midt i marts, og om mindre end en måned har jeg to seksårige i huset (ja vi tæller ned til fødselsdage herhjemme)... Jeg havde ellers aftalt med mig selv at have mindre travlt i marts, og den del af aftalen holder jeg egentlig også, det er bare som om tiden bare ikke har lavet samme aftale med mig. For hvor blev de sidste to uger lige af?!

Den her uge er mest af alt gået med snot, og forkølelse og en hylen i øret som jeg er ved at blive vandvittig af. Jeg satser på det fortager sig, for her er aldrig stille i mit hovede! OG nu skal I ikke sige har du tænkt tinnitus tanken, det har jeg - mange gange, og tro mig, det bliver hyleriet ikke mindre irriterende af. Det er venstre øre det er galt med - og det er også det øre jeg havde vandvittig ondt i natten til mandag. Så jeg satser på, at når al snot er snottet ud, så er piveriet også væk :)

Forkølelsen har også fået fokus hen på ordentlig søvn igen. For jeg har de sidste to nætter (faktisk alle aftener i den her uge) prioriteret at komme tidligt i seng. OK, ærlig talt har jeg ikke haft andre muligheder, for når man nærmest falder i søvn hver aften kl. 20.30 på sofaen (og det er både manden og jeg); så giver det sig selv at smutte i seng, når man lidt senere vågner og tænker - ok jeg er vidst træt. Jeg har virkelig været balret - været træt - helt ind til knoglerne. Forkølelsen har sat sine spor i mit hovede der har været tungt, og tankerne har haft vældig svære ved at være klare og alt sådan noget. Så søvn var for mig den eneste mulige og nok også rigtige mulighed for at komme af med forkølelse og snot...

Og nu er det allerede fredag, og vi har håndværkere i huset - og i weekenden kommer der måske en bette status på den vandskade vi stadig bikser rundt med. For der er siden sidst kommet flere huller til - og som clifhanger vil jeg blot sige - den smarteste måde at sikre sig nye rør i bryggers på er at lade håndværkerne ødelægge dem :) say no more :)

Så jeg satser på en fredelig weekend, med solskin så jeg kan komme ud i haven og flytte rundt på jord og buske, og forvandle haven fra pensionist-have til børnefamilie have (ok, måske ikke kun i denne weekend, men så er processen ligesom igang, og det er jo også det vigtigste, ik)

Over and out herfra - og god weekend :)

tirsdag den 14. marts 2017

Lidt om forkølelse og den slags...

Jeg er i skrivende stund ved at drikke mig igennem fjerde kande te på to dage - noget klatøjet, med stoppet næse, dog ikke lægere med den følelse af at have vand i ørerne og dertilhørende tunghørhed og nåhhh ja, en fornemmelse i halsen som om jeg har stillet sulten med sandpapir - af den grove slags. Det kom listende allerede kl. ca. 21 nul dut, tirsdag aften i sidste uge, da det sidste møde i projektopstarten sluttede på Nordfyn. Lige der kunne jeg mærke at noget var i gærde, jeg fik ondt i halsen og stemmen lød hæs.

Efter tre uger med fem aftenmøder, inklusive en tur til Ålborg (hvor et møde fandt sted for 14 dage siden) er der tror jeg ikke noget at sige til at kroppen forsøger at sige til dens indehaver, at tempoet bliver nødt til at være dernede hvor alle kan være med. Og det kan jo så passende gøres med en strid forkølelse... eller nåwed.

Det er ikke fordi jeg har haft travlt de her sidste uger (ihvertfald ikke så meget som før vinterferien) - men jeg har bare haft de der aftenmøder, og tilsvarende få ret lange dage på arbejde - men i et langsomt tempo.... Men hvis der er noget jeg virkelig er ringe til så er det aftenmøder. Jeg holder simpelthen for meget af at sidde på sofaen og slappe af til den slags. Sådan har det egentlig altid været. Om aftenen - der er jeg en sofakartoffel.

Igår var jeg hjemme og syg, dagen gik med at jeg så det skiksydning jeg havde optaget i weekenden (det var virkelig super dejligt at se, for jeg havde med vilje ikke fulgt med i resultaterne, så det var som at se det hele live...).... Og med at drikke te med honning. Jeg var ret sølle, synes jeg selv - så jeg passede min plads i sofaen, og sørgede for den ikke blev kold :)

Idag skulle jeg egentlig have undervist - en hel dag... Men da jeg gjorde status i går eftermiddags på host, snot og ondt i ørerne - og min kollega (som jeg skulle undervise for) nærmest opfordrede mig til at blive hjemme med sin mail "jeg har noget jeg selv kan fylde i dagen - så vi flytter bare din undervisning 14 dage..." så var beslutningen ikke synderlig svær. Idag går det noget bedre, men jeg bliver hjemme og arbejder her fra køkkenbordet. Med te "on the side" - og lommetørklæder, rigelig af dem. For idag nyser jeg. Det med tunghørhed og ondt i ørerne er heldivis væk igen, og halsen har det lidt bedre - men at dele diverse nys med mine kollegaer giver ikke rigtig mening...

Over and out herfra
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...